MY STORY

Min historie starter ret idyllerisk. Jeg har altid interesseret mig for mennesker så langt tilbage jeg kan huske. Jeg var den unge pige i byen, som var babysitter for byens børn, hjælper på det lokale gymnastikhold, og tog den oplagte pædagog uddannelse efter mit efterskoleophold.

Alt synes perfekt, og stort set alt hvad jeg gav mig i kast med af kreative ting, eller hobbies med heste eller hunde, synes at være en succes.

Men min rejse ind i det voksne liv, tog en drastisk drejning, da jeg i 2012 ramlede ind i min første livskrise. jeg gik ned med stress.

Jeg havde arbejdet i en privat institution i lidt over to år, hvor normeringer og tydelige rollefordelinger mellem ledelse og ansatte blot var en utydelig streg i sandet. Alt for længe havde jeg påtaget mig de mange arbejdesopgaver, som slet ikke var mit ansvar. men jeg var og er et loyalt menneske, og jeg gik både den gang, som nu, ind for at man løfter i flok. Så jeg påtog mig ledelses opgaver, da ledelse ligger til min natur.

Dette resulterede i at jeg overhørte min krops signaler om overbelastning, og først da jeg lå i en MR scanning med hypoteser om leddegigt i en alder af 25 år, var der alarmklokker der ringede i mit indre.

"Jeg kom videre"... Eller, det bildte jeg mig selv ind. i 2014 blev mor for første gang, til en lille fin datter. "du er jo som skabt til at være mor" hørte jeg rundt omkring fra alt og alle... men indeni var der en lille usikker stemme, et indre barn, som faktisk ikke var helt så sikker på hun var enig. Hun manglede, som mange andre første gangs mødre, spejlning, råd og tryghed i den nye rolle. Jeg følte mig SÅ alene, og følelsen af ensomhed bankede på.

Stressen havde jeg parkeret til en side, der var blevet lagt låg på, for nu var jeg jo mor. jeg forsøgte nogle forskellige jobs af indenfor specialområdet i mit fag. men indeni følte jeg mig faktisk uarbejdsdygtig. Jeg oplevede psykiske overfølsomheder, vanskeligheder i at være i sociale relationer, tristhed og tomhed indeni. Vi lavede derfor en "familiær pagt", der gik ud på jeg skulle ansættes i min datters fars firma. dette gav mig ro.

i 2017 kom barn nummer 2. En lille dreng og alt føltes perfekt. vi havde i mellemtiden købt vores nye hjem, en tryg base, som skulle skabe rammerne om den familie vi nu havde skabt, i mange år frem.

Men, de første par måneder af min barsel oplevede jeg atter de psykiske overfølsomheder presse på. jeg orkede intet. havde bare lyst til at ligge i min seng med vores lille nye søn. ikke en gang min datter, som jeg ellers havde et enormt tæt knyttet bånd til, orkede jeg særlig længe ad gangen. mine børns far tog derfor enormt meget over på hjemmefronten. handlede ind, lavede mad, tog sig af vores datter, og skulle samtidig være til stede i hans vækstende firma, som var det der gav brød på bordet.

Set i bakspejlet, var det her, fundamentet i vores familie langsomt begyndte at smuldre... I min psykiske overfølsomhed kunne jeg rumme mindre og mindre støj, uro og uforudsigelighed. Vi havde på daværende tidspunkt gang i kæmpe haverenovations arbejde. - Et projekt der gjorde at der altid var støj i haven, og de folk der gik og arbejde der, gik ligeledes ind og ud af mit hjem. det gav uro, utryghed, og mit nervesystem føltes mere og mere flosset for hver dag der gik. Jeg blev den indesnævret "sure kone" og havde svoret jeg aldrig ville blive til. men, jeg kunne ikke selv se det. ikke før efter det der så skete.

I slutningen at maj måned, 2018, kom min datter og hendes far hjem. de havde været i sommer hus med nogle venner, og jeg havde haft en weekend i ro og mag hjemme med vores lille søn, som lige var blevet et år. det havde givet ro og jeg mærkede fornyet energi og en snært af overskud...

Overskuddet skulle hurtig tage en dragstisk drejning, da mine børns far kom hjem med den besked om han ikke ville mere.

Alt sortnede. Gulvtæppet blev rykket væk under mig. jeg gik i chock. Han kørte sin vej, og i dage, ja uger, som jeg ikke kan huske hvordan vi kom igennem, gik jeg i uvished om hvad der skulle ske.

September 2018 flyttede børnene og jeg til vores nye hjem.

Der var kæmpe "sår" der skulle heles, chock, sorg, og traumer, som skulle tages hånd om. jeg var i mellemtiden taget til lægen. hun sygemeldte mig med øjeblikkelig virkning. ud fra min forklaring, vurderede hun der også skulle laves en fødselsdepressions test. Den bonede selvfølgelig ud i en "middelsvær fødselsdepression", hvilket gav forklaring på mit behov for bare at ligge i min seng med vores søn.

Så der stod jeg så, en septemberdag, hvor rammer skulle skabes for et nyt hjem fyldt med kærlighed og tryghed for mine to små børn. Men indeni var jeg langt fra tryg, og jeg manglede i den grad kærlighed.

Mine forældre tog sig i mange måneder af mig. de hjalp mig med at finde vores nye hjem og fik os på plads, kom ofte på besøg, og jeg jeg talte i telefon med min far, stort set hver dag. Det er de bitte små detaljer midt i en sorgprocess, som gør hele udfaldet. Disse samtaler holdt sammen på mig som menneske.

Tak, far.

Her kommer jeg ind i billedet for dig...

Jeg besluttede mig for at åbne op for min historie. Det har været en vanvittig hård rejse, men den har gjort mig enormt stærk, og nu er det tid til

jeg vil vise dig hvordan du kan rejse dig igen efter et brud, eller andre hårde tider i livet.

Jeg tror på vi alle er statister i hinandens liv, og har du fundet din vej til mig, så er det fordi jeg kan hjælpe dig.

Love C.